Hvem er jeg

Om mig

Jeg hedder Camilla og bor i Klarup sammen med min mand Daniel, vores søn Benjamin fra 2014 og vores datter Frida fra 2022.

Jeg er uddannet lægeeksamineret fysiurgisk massør og arbejdede inden for faget i nogle år. Jeg har altid været glad for at arbejde med mennesker, men det er især hos de mindste, at min største interesse og glæde ligger. Jeg startede derfor som børnepasser hos en familie i Nørresundby. Da jeg senere flyttede til Klarup og fik mere plads, valgte jeg at starte min egen pasningsordning op i juli 2010. Jeg nyder hver eneste dag sammen med børnene. Deres glade, umiddelbare og livlige sind gør stort indtryk på mig og giver mig energi i hverdagen.

Jeg nyder hver eneste dag sammen med børnene, og især
deres glade, umiddelbare og livlige sind gør dagligt indtryk på mig.

Min målsætning

Det er vigtigt for mig, at børnene har en hyggelig, rolig og tryg hverdag med faste rutiner, masser af leg, udfoldelse og kreativitet. Jeg ønsker at skabe et sted, hvor de føler sig hjemme, og hvor hverdagen er fyldt med kærlighed, nærvær og mange kram.

En vigtig værdi for mig som børnepasser er at møde det enkelte barn dér, hvor det er. Jeg giver udfordringer, der understøtter barnets udvikling – både motorisk, sprogligt og socialt. Når alderen er til det, inddrages børnene i små hverdagsopgaver som at dække bord, rydde legetøj op og tage overtøj af og på. Det styrker både selvstændigheden og selvværdet. Jeg lægger også stor vægt på, at børnene danner gode relationer til hinanden. Det styrker fællesskabet og giver dem en forståelse af at være en del af en større sammenhæng – for eksempel når de senere skal i børnehave.

Hos mig får I som forældre en fleksibel, stabil og omsorgsfuld børnepasser. Jeg er en glad og positiv person og tager altid hensyn til det enkelte barn. Jeg sørger for, at der – uanset alder og udviklingstrin – er relevante lege, legetøj og aktiviteter til alle. Men vigtigst af alt er, at der altid er tid til at lytte, en hånd at holde i og en favn at finde tryghed i.

Jeg vægter samarbejdet med jer som forældre meget højt. Det er vigtigt for mig, at vi kan tale åbent og ærligt sammen om både stort og småt. I skal føle jer velkomne og trygge – både ved mig og i mit hjem. Jeg sætter stor pris på de små stunder om eftermiddagen, hvor I har tid til at komme med ind og møde jeres barn i leg og i dets daglige omgivelser. I samværet med børnene finder jeg desuden anerkendelse af det enkelte barn særdeles vigtig – at barnet bliver set, hørt og mødt med respekt.